I dag har Minnah bestået Danmarks Jægerforbunds Udvidede Apporteringsprøve. Den hund bliver bare ved med at overraske. Ja, det vil sige ligefrem at  ‘overraske’ er måske ikke det helt rigtige ord, for jeg skal da ikke lægge skjul på at der ligger en hel del træningstimer forud for denne bedrift. Men flot var det og med kun 11 beståede hunde ud af 20 startende, siger det noget om sværhedsgraden af denne prøve.

Frit fra hukommelsen vil jeg prøve at beskrive dagen og dermed samtidig give et lille indblik i, hvad denne prøve egentlig går ud på – det bliver måske lidt langtrukket i enkelte passager, men det var også en rigtig lang dag og der er ingen læsetvang :o).

Efter kaffe og rundstykker i Hjallerup Jagtcenter blev deltagerne delt op i 3 hold for effektivitetens skyld – et hold for hver delprøve. Minnah og mig selv startede med delprøven ‘vandapportering’ ved en flot træ- og sivomkranset sø ved Lyngdrup. Vi var vel nummer 4 i køen og der var ‘fin tid’ til at blive rigtig nervøse – det var første gang for os begge og selv om vi, på lige fod med alle de andre deltagere, selvfølgelig vidste hvad de enkelte delprøver indeholdte og havde trænet dette til et meget tilfredsstillende niveau, så rumler det alligevel en del i maven – ihvertfald på mig. Minnah var inde i en periode med falsk drægtighed, så hun kunne godt have et lidt ‘tomt blik’ en gang imellem, men jeg satte min lid til at det ikke var så fremtrædende denne dag…

Da det blev vores tur og vi blev kaldt frem blev vi fortalt, at der gemt i sivene ca. 50 m ude i søen lå 2 ænder som skulle apporteres. Inden dette ville der dog blive kastet en tredje and synligt i samme område og denne and skulle apporteres først. Minnah måtte altså ikke miste koncentrationen under apporteringen af denne kastede and og eksempelvis komme hjem med en af de to andre først. I forbindelse med kastet blev der løsnet skud for at simulere at anden blev skudt ned og for at se, om Minnah kunne holde ‘ro på post’ ukoblet ved min side og da det var konstateret, sendte jeg Minnah afsted. Jeg måtte ifølge reglerne ikke dirigere eller på anden måde kontakte hunden under den pænt lange svømmetur, så nerverne sad lidt uden på tøjet, men Minnah lavede en rigtig fin apportering og afleverede pænt til hånd.

Nu skulle de 2 gemte ænder så apporteres og her skulle jeg vise, at Minnah kunne dirigeres til det rigtige område, således at hun kunne få fært af ænderne. Første and blev apporteret fint og nummer 2 blev også fundet i sivene. Minnah havde på daværende tidspunkt svømmet omkring 250 m og næsten halvdelen af denne distance med munden fuld af fjer og kød, så hendes fysiske størrelse taget i betragtning, burde hun være ved at være godt brugt lige nu. Det kan man som hund godt blive lidt ukoncentreret af, -men Minnah svømmede ufortrødent tilbage imod mig med dagens nu tredje and.

Omkring 10 meter inden Minnah var hjemme med apporten, blev der kastet en ny og fjerde and lige ved siden af hende og samtidig afgivet endnu et skud. Her bliver hunden testet for at se, om den kan fokusere på det igangværende arbejde og altså ikke slippe den sikre and hun har i gabet, for i stedet at forsøge at apportere en måske knap så sikker and. Her havde Minnah heller ingen slinger i valsen og afleverede både den nuværende apport og sidste og fjerde and tillige med. Toppoint (84) i den øvelse og så er man igang…nervøsiteten havde fortaget sig til et acceptabelt niveau og vi begav os hen til bilen for at køre til næste delprøve – dueapportering.

Ved dueapporteringen, som var arrangeret på et større stykke græsmark, var der et par hundes ventetid. Snakken imellem de ventende gik blandt andet på, at der på trods af umiddelbart fine forhold, selvom der var pænt varmt, kun var fire ud af de første elleve hunde som havde bestået og dermed var altså 7 hunde sendt hjem allerede nu. Dagen er tilrettelagt sådan, at hvis man fejler på bare een af delprøverne, så bliver man sendt hjem uden mulighed for at lade sig afprøve i resten af delprøverne. Nu rumlede det i maven igen…

Dueapportering går i korte træk ud på at der ligger to skjulte duer 50 meter ude. Der kastes derefter under skudafgivelse yderligere 2 duer i samme område. De to kastede duer skal hjembringes før de to gemte duer. Dette skal ske uden nogen form for dirigering for at få maksimum point og hunden skal dermed selv markere nedslagsstederne og huske disse under de to første apporteringer. Alle fire duer skal hjembringes for at bestå. Minnah var stadigvæk lidt mat efter den lange svømmetur, så jeg tog en lidt rask beslutning, støttet af de nogle af de andre deltagere, om at slække på mine krav til rækkefølgen og bare sørge for at Minnah skulle løbe så kort som muligt i det varme sensommervejr.

Da det efter et stykke tid blev vores tur, startede jeg med at sikre mig ved dommeren, at jeg måtte give Minnah en tår vand imellem de enkelte apporter, og så var vi klar. Minnah viste som sædvanligt fin ‘ro på post’ og hentede flot den første due. Anden due markerede (huskede) hun ikke så godt og begyndte at søge bredt i området. Efter min nylagte plan lod jeg være med at koste rundt med hende, for at finde den ‘rigtige’ due og kort tid efter fik hun fært af en af de skjulte duer, som blev apporteret og afleveret fint. Efter en tår vand til både mig og Minnah sendte jeg hende ud igen og hun vendte efter et stykke tid hjem med den sidste skjulte due. Minnah var træt nu og jeg ved godt her bagefter, at jeg kunne havde gjort tingene væsentlig nemmere for os begge to, hvis jeg nu bare for pokker kunne huske hvor den sidst kastede due faldt. Jeg havde ‘taget mærker’ af de to kastede duers nedfaldssted ved hjælp af nogle vindmøller og buske i horisonten, men jeg var nu pludselig totalt blank. Ingen idé. Intet.

Endnu værre var det, at jeg kunne ligesom se på Minnah, at hun kun havde kræfter til en enkelt kort løbetur mere (hun kender ikke konceptet at løbe langsomt ligesom Mollie…) og det hjalp bare ikke på min hukommelse. Jeg kunne ikke engang huske, om den due hun allerede havde fundet var den, som blev kastet til højre eller den til venstre….

Jeg valgte så ‘Venstre’ efter okker-gokker metoden og sendte Minnah ud i en udpeget retning med ‘Ud’-kommandoen. Der kom næsten ingen lyd i kommandoen, da min mund var noget tør af næsten-panik, men Minnah forstod. Hun spurtede afsted – men der var bare ingen due derude, da hun kom frem. Hun spænede rundt i større og større cirkler for at finde fært (og der havde lagt mange duer rundt omkring derude i løbet af dagen), men uden nogen form for held. Når jeg kontaktede hende med et opmærksomhedsfløjt for at give hende nye direktiver, lagde hun sig flere gange ned i udmattelse. Jeg selv var da også tæt på grædefærdig – tænk på så meget arbejde af Minnah idag, så mange træningstimer, så lidt tid tilbage til at finde den sidste due, og så lidt fokus og evner fra hundeføreren. Hvis nu bare…..

Den højre due var som sagerne stod, kastet længere nede i vinden og min sidste chance var nok nu, at jeg sandsynligvis havde taget fejl og sendt Minnah ud efter den due, hun allerede én gang havde apporteret. Jeg fløjtede hende ‘Hup’ (sit) og sendte hende med et vink med armen 20  meter ret til højre. Det var i allersidste øjeblik, -Minnah var kørt helt i smadder og dommeren var, helt efter bogen, nu pænt utålmodig og var allerede ved at formulere ‘Ja Tak, du må gerne koble…’ skræk-sætningen. Men Minnah fandt duen efter få slag og returnede, dog med nedsat fart nu, rigtig fint med den sidste forløsende due. Hold da op…

Der blev ifølge reglerne trukket point for at hente den ene markerings-due i ‘forkert rækkefølge’, men det var jeg godt nok 100 % ligeglad med lige dér. Minnah fik 76 ud af maksimum 84 point i denne øvelse og de var velfortjente også hvert eneste af dem. Efter Minnah og mig havde delt en spand vand ved jagtcenteret, var det ind i bilen igen og videre til den sidste af de tre delprøver, -kaninapportering. Nu skal jeg ikke koge mere suppe på det med nervøsiteten, men pokker skulle da stå i det, hvis alle dagens strabadser indtil nu skulle vise sig nyttesløse, hvis jeg fremturede med en eller flere af en lang række af grundløse førerfejl i denne sidste øvelse.

Kaninapportering er lidt speciel ved det, at hunden skal apportere 2 skjulte kaniner i et terræn, hvor føreren ikke må kunne se hunden mens den ‘udfører arbejdet’. Det betyder, at føreren efter at have sendt hunden afsted, kun har tilbage at vente til den forhåbentlig dukker op igen på et tidspunkt med en kanin. To gange.

Derudover er der indlagt et terrænskift i øvelsen, fra det punkt hvor du sender hunden afsted og til det område, hvor den skal søge efter kaninerne. Typisk hvis man ikke er opmærksom,  træner man jo sin hund i områder, som er afgrænset af f.eks. en grøft, en mark, en skov eller et levende hegn og hunden lærer derved utilsigtet, at når terrænet skifter, så skal den ikke bevæge sig længere væk. Udover det, så er der i hundens verden himmelvid forskel i færtbilledet når terrænet skifter, så det er altså noget som man skal arbejde seriøst med under oplæringen af sin hund. I forbindelse med Minnahs falske drægtighed havde jeg desværre oplevet et par gange under træningen, at hun havde stoppet op inde i området, for ligesom at finde ud af hvor jeg var. Når jeg så ikke havde hjulpet hende med at gøre opmærksom på mig selv, så var hun jo på et tidspunkt blevet træt af at sidde dér, med en kæmpestor gnaver i gabet og derfor lagt den ved siden af sig, indtil hun havde fundet ud af hvilken vej, hun skulle løbe for at komme ‘hjem’. Dette er et rimeligt kendt fænomen, også for de hundeførere som vælger at lade hunden apportere ræve. Ud over vægten og lugten (i den rækkefølge) er det en ikke uvæsentligt udfordring for en hund, at finde sporet tilbage til føreren med sådan et totalt bedøvende “færtmonster” i munden.

Jeg havde forhørt mig hos dommeren, om jeg måtte støtte Minnah inde i terrænet med lokkende tilskyndelser af karakteren ‘Det var godt’ og ‘Dygtig’, da hun var pænt træt ovenpå dagens oplevelser – Det måtte jeg gerne, da øvelsen skulle simulere en rigtig jagtsituation – og der ville man selvfølgelig ‘snakke’ med sin hund under eftersøgningen. Tak for det dommer…

For at gøre historien kort, så fandt Minnah de to kaniner uden bøvl og afleverede pænt, stolt, med god høj nakke og direkte øjenkontakt. For pokker det var flot og Tak til Minnah for endnu en uforglemmelig dag…

Vi havde valgt ræveapportering fra, da vi ikke havde nået at træne meget i dette, så det gav efter reglerne yderligere 16 minus point, -men 208 ud af 232 mulige på sådan en dag er absolut godkendt. En velfortjent øl under diplomuddelingen til føreren, en del mere vand til Minnah og en af slagterens rå kæmpe okseknogler, satte et godt punktum for dagen i Hjallerup.