Som antydet engang sidste efterår, kommer her nogle minder fra markprøven 23-10-2013 på Klitgaard Gamefields.

Jeg tvivler på om Minnah stadigvæk husker denne dag, men det gør jeg (sådan da) – og den gik nogenlunde således:

Vi var ialt 12 hunde til start i ‘åben klasse AV’ denne formiddag på Klitgaard Gamefields. Minnah skulle slippes som nummer 6, så der var heldigvis god tid til at akklimatisere og vænne sig til situationen både for Minnah og mig. Vi havde været afsted et par gange før som tilskuere, så ingen af os var totaltforskrækkede over optrinnet og vejret var perfekt til et tur rundt i terrænet. Vi havde endda fået lykketal 7 på ryggen…Vi blev fragtet ud til terrænet på en traktor-vogn og snart var markprøven i fuld sving. Den ene hund efter den anden blev kaldt frem for at blive afprøvet i hvert sit første slip.

Et stykke op ad formiddagen er nummer 4 hund i fuld gang med sit slip og den flusher på et tidspunkt en fasan (dvs. presser den så hårdt, at den flyver op), i noget meget tæt terræn med væltede hyldebærtræer og meterhøje brændenælder. En af skytterne skyder til fasanen, som går ned et pænt stykke inde i vildnisset. Jeg kan idag ikke længere huske, om hunden gav et diskvalificerende lille bjæf efter apportordren eller om den prellede og gik i skuddet, men uanset hvad, så lavede den en fejl og blev koblet uden at få lov til at apportere færdig.

Nu bliver hunden foran os kaldt frem til en meget svær apport, som den ikke har markeret eller i det hele taget har ‘varmet op’ til og jeg tænkte ved mig selv, at det da var godt, det ikke var os, som fik den tjans.

Hunden løste ikke opgaven og pludselig, fra bare at have trisset lidt rundt den sidste times tid og nærmest bare nydt naturen, blev vi kaldt frem til den selv samme apportering…

Jeg sendte Minnah afsted fra den anviste plads og i den udpegede retning og kunne derefter ikke længere se hende på noget tidspunkt, -det hele var alt alt for tæt. Hun var dog i det rigtige område, for jeg kunne høre hende brase rundt derinde. Efter nogle lange minutter bad dommeren mig om at kalde hende hjem med uforrettet sag og helt efter reglerne gik han nu selv ud for at lede.

Nu steg spændingen til pæne højder syntes jeg. Situationen var den, at hvis nu dommeren gik hen og fandt fasanen derude, så ville denne ene fasans død have kostet hele 3 hunde deres videre deltagelse i prøven – den første hund havde dog lidt hjulpet sig selv ud af prøven, men Minnah og hunden foran hende ville også være blevet smidt ud ifølge eyewipe-reglen. Men han fandt heldigvis ikke fasanen, så både os og makkerparret foran os fik lov at fortsætte.

Nå, vi var jo så nummer 2 i køen nu og glædede os lidt (ihvertfald mig), til at få lidt tid til at få nerverne i ro, inden vi skulle slippes ‘for alvor’. Men allerede efter  et lille minut havde hunden foran os flushet en fasan og prellet i skuddet og selvom jeg godt var klar over at kloge markprøvedeltagere altid følger med i situationerne foran i rækken, var jeg altså bare ikke helt strammet op i ballerne endnu efter oplevelsen i minutterne forinden, -så jeg havde ikke set noget af hvor fasanen gik ned og Minnah heller ikke. Vi blev kaldt frem og sendt afsted igen i næsten samme slags hårde terræn som lige før, men denne gang  stoppede lyden af knækkende grene pludselig. Den lyd (eller rettere mangel på samme) var skræmmende. Enten var Minnah løbet ud af anvist område eller måske faldet død om på ryggen….

‘Ja Tak’ siger dommeren så og kigger ned mod mine fødder og der sidder Minnah og kigger op på mig med en flot fasankok i munden. Det øjeblik var ubeskriveligt.

Men ingen tid til at hvile på laurbærrene, -nu skal vi så i gang med vores første slip, som blev i sidevind og medvind op og ned af nogle meget stejle skrænter ned til en å. Ikke en let situation, men slippet forløb trods alt uden problemer – og desværre også uden flush. Vi skulle nu bag i køen igen og derfor gå og vente i en times tid, inden vi blev sluppet anden gang.

I sådan en times tid kan en hundefører som mig nå at spekulere rigtig meget…det værst tænkelige var vel, at Minnah viste perfekt håndteret flush og så fejlede i en efterfølgende apportering af en løbende fasan, som bed hende i øret eller hvad pokker ved jeg.

Eller at hun blev afprøvet et sted med urimeligt mange fasaner, som letter overalt rundt omkring hende og måske bringer hende ud af hånd i en ren vildtrus.

 

Det bedste derimod ville være (altså set bort fra perfekt søg, flush, respekt og apportering), hvis hun nu gik hen og fik et godt flush, viste respekt og skytterne så skød forbi, således at der ingen apportering var – apporteringen havde hun jo fået godkendt helt ved dagens begyndelse næsten.

Det blev en blanding af de to sidste scenarier.

Minnah blev sluppet i en god bunddækket skov næsten helt oppe ved godset, hvor der sædvanligvis er en meget tæt bestand af fasaner. Efter et par minutter rejste hun en flot fasankok og satte sig som hun skulle med det samme. 4 fasaner yderligere lettede lige ved siden af hende som følge af tumulten, og de to skytter tømte bøsserne. Men Minnah bevarede roen og skytterne skød forbi…

Slippet blev sat igang igen, for lige at checke, om der stadigvæk var ‘hold’ på Minnah ovenpå den ophedede situation og ca. 20 sekunder efter var det bevist og jeg kunne koble en rigtig god hund, som dermed havde bestået markprøven for ft. spaniels i første hug. Kun 4 andre hunde ud af de ialt 12 startende, bestod denne dag.